To døvblinde udfordrer den norske vinter
Hvis der er noget man virkelig vil, så kan alt lade sig gøre - også selv om syn og hørelse ikke fungerer som hos de fleste andre mennesker. Det er de to døvblinde kammerater, Thormod Johnsgaard fra Norge og danske Peter Hanberg, levende beviser på.
I sommers var de to unge mænd på en friluftstur i Norge, hvor der blandt andet var riverrafting og svømmeture í iskolde elve på programmet, og her i starten af 2010 drog Thormod Johnsgaard og Peter Hanberg igen på eventyr sammen med deres hjælpere.
Under mottoet 'der findes ingen begrænsninger, kun udfordringer og muligheder' kastede de døvblinde mænd sig ud i den bidende norske vinterkulde. I løbet af nogle begivenhedsrige dage prøvede de blandt andet at drøne afsted på snescootere, overnatte i det fri og bade i en stamp - et udendørs trækar med varmt vand.
Thormod og Peters vintereventyr er blevet foreviget i en række billedgallerier, som har fået deres helt egen side på nettet. Du finder dem ved at klikke her.




